Didaktik og digital dannelse i det 21. århundrede

Af Demonstrationsskolekoordinator Ditte Trineke Staugaard Hansen, Skolen i Midten

Skolen i Midten er en overbygningsskole med elever på 7.-9. klassetrin. Alle lærere på skolen er med i Demonstrationsskoleprojektet. Projektet har to såkaldte bølger. I den første bølge, der har strukket sig fra august 2013 – november 2014, har den ene halvdel af lærerkollegiet deltaget. I den anden bølge, der strækker sig fra november 2014 – juli 2015 er alle skolens lærere en del af projektet. I anden bølge fungerer første bølges lærere primært som konsulenter for lærerne i anden bølge. Både første og anden bølge planlægger, i faggrupper og i samarbejde med tilknyttede konsulenter, et eller flere undervisningsforløb. Undervejs observerer lærerne hinandens undervisning, hvorefter der i fælleskab reflekteres over denne.

I Skolen i Midtens hidtige  arbejde som demonstrationsskole har vi fået meget ud af uddanne det pædagogiske personale i it og innovativ undervisning. Vi er blevet udfordret på vores didaktik, der på nogle punkter er blevet nytænkt. Da vi i projektet har udviklet forløb knyttet til de forskellige fag, rummer vores forløb og de dertil knyttede erkendelser en bredde og forskellighed. Dog har vi erfaret, at der på trods af den specifikke fagdidaktik, også er en del fællesdidaktiske overvejelser. Det er disse overvejelser, jeg vil berøre i denne artikel.

Projektets hjørnesten
Alle de udviklede forløb har arbejdet ud fra samme definition af innovativ undervisning, der er beskrevet fra demonstrationsskoleprojektets side:
“Innovativ undervisning er didaktiske designs hvori der indgår it-understøttede læreprocesser
* med en høj grad af elevaktivitet med et fagligt sigte
* som er problembaserede
* som er kollaborative
* som inddrager kommunikative kompetencer
* som inddrager verden udenfor skolen”

De fleste af projekterne tager tilmed (derudover) udgangspunkt i de 21. århundredes kompetencer:

Som det fremgår af definitionerne ovenfor, er it i undervisningen langt fra et spørgsmål om, at man nu erstatter pennen med en computer. I vores projekt ses it både som et værktøj til understøttelse af læringsprocesser og som digital dannelse. Jeg vil her give et par eksempler på de generelle it-didaktiske erfaringer, vi har gjort os undervejs.

Kritisk bevidsthed er nødvendig
Den enorme mængde af viden, der i dag er tilgængelig på internettet, har skabt et behov for, at vi alle lærer at sortere og forholde os kritisk til information. Det er nødvendigt at få opbygget en kritisk bevidsthed, for at kunne afgøre, hvornår en nettekst er troværdig. Derudover er det vigtigt, at eleverne ved, hvad der skal til for at de selv kan producere indhold til internettet. Hvordan rammer de sprogligt deres målgruppe? Hvordan laver de et hensigtsmæssigt layout, så de kan signalere troværdighed, osv.? Der skal altså arbejdes med både receptive og produktive kompetencer. Når vi arbejder med de kompetencer, arbejder vi med elevernes digitale dannelse, herunder deres mediekompetencer og deres evne til informationsbearbejdning – j.f. de førnævnte kompetencer i det 21. århundrede.

Ny didaktik?
Den uendelige adgang til viden og de nye vidensudvekslende praksisformer på nettet giver også en didaktisk udfordring for lærerne. Det giver nemlig ikke længere mening at stikke eleverne en opgave, hvori de f.eks. bliver bedt om at undersøge alt om flodhesten. Det vil tage eleven under fem minutter at google sig til, hvad der er værd at vide om flodhesten —> copy —> paste —> og aflevére. Vi er derfor nødt til at gentænke vores didaktik. Karsten Gynther mener, at vi må forholde os til, at eleverne har adgang til enorm ikke-didaktiseret viden og i øvrigt selv udvikler viden på nye måder. Det er f.eks. vigtigt at overveje, hvordan man vil evaluere den tekst, der er blevet skabt sammen i et Google docs dokumentet med flere elever som afsender. Ligeledes er det vigtigt at overveje, hvordan vi evaluerer det skriftlige arbejde, der er re-medieret ud fra mange forskellige tekster fra nettet. Til planlægning og evaluering af undervisningen foreslår Gynther, på baggrund af Lars Qvortrups videnshieraki, følgende arbejdsspørgsmål, der kan fungere som vigtige pejlemærker for at levere en tidssvarende undervisning:

• i hvilket omfang skal eleverne tilegne sig konkrete faktuelle informationer?
• i hvilket omfang skal eleverne anvende viden i nye sammenhænge?
• i hvilket omfang skal eleverne kunne forholde sig til og perspektivere den viden, de har tilegnet sig?

Lad mig give et eksempel for at illustrere pointen; Et emne som “Afrikas lande” er for bredt og rammer i bedste fald kun niveau 1, hvor eleven finder faktaoplysninger. Spørger man derimod eleverne, hvorfor der findes u-lande, bliver opgaven givetvis for svært. En god opgave kunne derimod være: “Med udgangspunkt i den definition af et u-land vi har arbejdet med i lærebogen/læremidlet, skal I undersøge, om xx-land er et uland – begrund jeres synspunkt” (Gynther, 2010: 63). I forhold til, hvordan vi kan evaluere, både summativt og formativt, giver Gynther også nogle interessante bud på, hvilke kompetencer, vi skal vurdere. Eleverne skal både vurderes i forhold til deres informationskompetence (kan eleverne f.eks. forholde sig kritisk til den viden de finder), didaktiske kompetence (kan eleverne f.eks. vurdere, sortere og udvælge fagligt relevante ressourcer) remedieringskompetence (kan eleverne f.eks. skabe sit eget produkt ved at klippe andres indhold sammen med sit eget og vide, om de krænker ophavsretten). Ved den summative evaluering bliver det vigtigt, at der både vurderes på selve slutproduktet, men også på et metakommunikerende produkt, der forholder sig til, hvordan slutproduktet er fremkommet. At gå fra den klassiske didaktik, hvor der ikke er fokus på læringsressourcer, er en radikal ændring i vores måde at tænke læring og evaluering på. Det er min erfaring, at det ikke sker på en eftermiddag med et enkelt kursus. Det skal sættes på dagsorden flere gange, det skal trænes, og det skal følges op på.

Skal vores evalueringsmetoder revurderes?
Afslutningsvis vil jeg tillade mig at rejse en problemstilling, som jeg har fundet både interessant og bekymrende undervejs i projektet. Undervejs har vi set flere eksempler på, at eleverne blev dygtigere til informationsbearbejdning, udviste engagement, tog ansvar, samarbejdede produktivt og andre tegn på, at de arbejdede godt med at tilegne sig de 21. århundredes kompetencer. Derfor har vi lærere betragtet vores forløb som relativt succesrige. Elevernes tilbagemeldinger har dog, i hvert fald i enkelte forløb, været, at de ikke har lært ret meget. Det giver stof til eftertanke. Har vi ikke været gode nok til at synliggøre deres læring? Eller opfatter eleverne ikke disse kompetencer som vigtig/rigtig læring? Kunne der være andre forklaringer?

Jeg kunne godt være bekymret for, om ikke en del af forklaringen ligger hos elevernes opfattelse af, hvad læring og god undervisning er. I overbygningen bliver eleverne som bekendt jævnligt testet i de forskellige fag. De tests, eleverne bliver præsenteret for, afspejler ikke i særlig høj grad de 21. århundredes kompetencer, og derfor kan det svært at overbevise dem om, at disse kompetencer er væsentlig læring. Problematikken er ikke helt jomfruelig. Den danske forsker og lektor, Birthe Lund, der er tilknyttet Læring og Filosofi på Aalborg Universitet, har f.eks. tidligere udtalt til videnskab.dk, at: “PISA lægger op til, at man tester eleverne på samme måde hvert eneste år, hvor de skal finde et svar på allerede definerede spørgsmål. Det tvinger eleverne til at skulle tænke på en bestemt måde, så det passer ind i den fastlagte skabelon. Der er altså brug for andre evalueringsmetoder, hvis vi vil sikre kreativiteten.”

Fremtidige perspektiver
I projektet har mange af os også arbejdet med de digitale muligheder for kollaborativt samarbejde. I en fremtidig artikel kunne det være interessant at sætte disse samarbejdsformer under lup. Hvilke nye muligheder giver det? Er der faldgruber, man ikke må overse? Et andet tema vores projekt har givet anledning til at tænke over, er den måde vi har drevet kompetenceudvikling på i forløbet. Er det en god idé at investere i langvarig praksisnær kompetenceudvikling? Er der med den nye arbejdstidsaftale og skolereform ressourcer til, at lærerne forbliver entreprenante udviklere af undervisning og didaktik?

Kilder:
www.videnskab.dk: “Forskere: Skolerne magter ikke kreativitet og innovation”
Gynther, Karsten (2010). Didaktik 2.0 – læremiddelkultur mellem tradition og innovation. Akademisk Forlag