Vedtægter

Danmarks it- og medievejlederforening 

Vedtægter for
Danmarks it- og medievejlederforening

Rev. Marts 2022

§ 1. NAVN

Foreningens navn er: Danmarks it- og medievejlederforening (ditvej) 

Foreningen for pædagogisk personale, der beskæftiger sig med vejledning, implementering og udvikling i forhold til digitale teknologier i grundskolen.

§ 2. FORMÅL

Foreningens formål er at kvalificere det pædagogiske personales brug af og forståelse for digitale teknologiers funktioner, potentialer og konsekvenser i skolens pædagogiske praksis i forhold til bl.a.:

  • Teknologi som læringsressource
  • Teknologi som faglighed
  • Teknologi som element i den digitale dannelse
  • Teknologi som infrastruktur i skolen

Dette formål søges blandt andet opnået ved

  • at afholde konferencer, temadage, oplæg m.v.
  • at facilitere netværk og dialog mellem foreningens medlemmer
  • at bidrage til intern information og ekstern dialog om forhold relateret til foreningens formål gennem indlæg i bl.a. medlemsblade og andre relevante medier
  • at samarbejde med relevante interessenter og beslutningstagere nationalt og internationalt

Foreningen samarbejder med Danmarks Lærerforening.

§ 3. STYRELSEN

Foreningen ledes til daglig af en styrelse. Foreningen tegnes af formanden og kassereren.

Styrelsen består af en formand og 6 styrelsesmedlemmer, der alle vælges for 2 år ad gangen, således at halvdelen af styrelsesmedlemmerne er på valg hvert år. Der vælges to suppleanter for en et-årig periode, der kan indkaldes i tilfælde af forfald.

Styrelsen konstituerer sig med valg af næstformand og kasserer på første styrelsesmøde efter generalforsamlingen. Styrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

I tilfælde af, at formanden fratræder i en valgperiode, indtræder næstformanden i hans sted, og en suppleant indtræder i styrelsen. I tilfælde af, at et styrelsesmedlem fratræder i en valgperioden indtræder en suppleant i stedet.

Alle stemmeberettigede medlemmer af foreningen er valgbare. Styrelsesmedlemmer skal være medlem af Danmarks Lærerforening, hvis de er berettiget til almindeligt medlemskab.

§ 4. MEDLEMSKAB

Som medlemmer kan optages

  • pædagogisk it-vejledere
  • it-ressourcepersoner
  • vejledere i det pædagogiske læringscenter
  • undervisere i teknologiforståelse
  • konsulenter
  • ansatte og studerende ved professionsskolerne
  • andre med interesse for feltet 

der gennem vejledning, undervisning, implementering og udvikling kvalificerer brugen af digitale teknologier i grundskolen.

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt inden et kalenderårs udløb. Styrelsen fastsætter regler for medlemmerne, om hvordan man ved manglende kontingentbetaling mister sit medlemskab.

§ 5. KONTINGENT

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen og skal betales helårligt forud.

§ 6. GENERALFORSAMLINGEN

Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.

Der skal vedtages en forretningsorden for generalforsamlingen. Stemmeberettiget er fremmødte på generalforsamlingen, der ikke er i kontingentrestance.

Ordinær generalforsamling i foreningen holdes inden 1. maj og skal skriftligt indvarsles med 4 ugers frist med indkaldelse af forslag til dagsorden.

Forslag til dagsorden skal være styrelsen i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen. Endelig dagsorden skal udsendes senest en uge før generalforsamlingen, såfremt der er indkomne forslag.

Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

  • Valg af dirigent
  • Vedtagelse af forretningsorden
  • Beretning fra foreningen
  • Orientering fra lokalforeninger
  • Regnskab
  • Fastsættelse af kontingent til foreningen
  • Indkomne forslag
  • Valg af
    • Formand (hvert andet år)
    • 3 styrelsesmedlemmer
    • 2 suppleanter til styrelsen
    • 1 revisor
    • 1 revisorsuppleant 
    • Eventuelt

§ 7. EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes såfremt styrelsen finder det nødvendigt eller når 10% af foreningens medlemmer skriftligt kræver det.

Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 4 ugers varsel og med samtidig udsendelse af foreløbig dagsorden.

§ 8. REGNSKAB og Revision

Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december. Regnskabet skal være revideret såvel talmæssigt som kritisk inden generalforsamlingens begyndelse.

Styrelsen bestemmer, hvortil indbetalinger skal finde sted, og foreningens midler indsættes bankkonto i foreningens navn. kontoen kan kassereren hæve til betaling af regninger mm.. kontantbeløb kan kun hæves ved attestation af formanden eller næstformanden. Styrelsen bemyndiges til at udpege den eller de personer, som hver for sigeller i forening kan hæve foreningens konti, samt anvende elektroniske baserede løsninger.

 § 9. VEDTÆGTSÆNDRINGER

Vedtægtsændringer behandles på en generalforsamling og kræver 2/3 tilslutning blandt de afgivne stemmer for vedtagelse. Vedtægtsændringer kan foretages på en ordinær generalforsamling eller ved urafsteming. Forslag til vedtægtsændringer skal være styrelsen i hænde senest 6 uger før ordinær generalforsamling.

 § 10. FORENINGENS OPLØSNING

Foreningen kan ophæves efter reglerne for vedtægtsændringer. Dog kræver ophævelsen vedtagelse på to på hinanden følgende generalforsamlinger- hvoraf den ene kan være ekstraordinær. Ved ophævelse gælder det, at midler fra forening og foreningsblad skal tilfalde andre beslægtede faglige foreninger eller undervisningsinstitutioner. 

Historik

Vedtaget på stiftende generalforsamling, den 13. marts 1976.

Ændret på ordinær generalforsamling, den 27. november 1982.
Ændret ved urafstemning, den 24. juni 1986.
Ændret ved urafstemning, den 1. marts 1989.

Ændret på ordinær generalforsamling, den 2. marts 1991.
Ændret på ordinær generalforsamling, den 17. marts 2001
Ændret på ordinær generalforsamling, den 16. marts 2002.
Ændret på ordinær generalforsamling, den 22. marts 2004
Ændret ved urafstemning, november 2004

Ændret på ordinær generalforsamling, den 14. april 2015

Ændret på ordinær generalforsamling, den 29. marts 2022.

Vedtægter

Vedtægterne er senest revideret i 2015
Denne side er opdateret i januar 2022