Droner bliver mere og mere almindelige i hverdagsbilledet. Potentialet er stort, og der dukker hele tiden nye anvendelsesområder op. Forudsigelser om fremtiden siger, at der vil blive 12-15000 jobs i Danmark inden for droneverdenen. Jobs der vil kredse om både anvendelsen af droner og udvikling/produktion af droner.
Vejen dertil kommer ikke af sig selv, og skolen kommer til at spille en stor rolle i forhold til, om Danmark får en afgørende rolle i droneindustrien, og hvad der kommer til at være i tilknytning til denne. Der er oplagte muligheder for at inddrage droner i undervisningen, og deres anvendelse kan fint kombineres med forskellige faglige og tværfaglige sammenhænge.
Billedtekst: Et udpluk af anvendelsesområder for droner
Denne artikel forsøger at give et øjebliksbillede på anvendelsesmuligheder i skolen, og den forsøger endvidere at kaste et blik mod fremtiden. Der er ting, som ligger til højrebenet, men der er også barrierer, der kan modvirke, at droner bliver anvendt med fokus på elevernes læring og mulighederne i et fremadrettet perspektiv.
Hvorfor overhovedet arbejde med droner. Ud over at det ser ud til at blive et ganske fyldigt område i fremtidens samfund, så er der mange områder, der er oplagte at tage fat på.
Der er emner i tilknytning til droner, som rammer bredt. Det er etik, regler samt det at evne at flyve en drone. Disse emner skal tænkes ind i alle faglige sammenhænge, og uanset hvor droner anvendes i skolesammenhæng.
Regler er en sag for sig, men det er yderst væsentligt at sætte sig ind i dem. Både af sikkerheds- og forsikringsmæssige årsager. Reglerne findes på http://droneregler.dk. Kort fortalt skal droner registreres ved myndighederne og have deres egne ”nummerplader”, piloten skal have et dronebevis, og alle droner skal være forsikret. Altså som vi kender det i forhold til biler. Det kan virke lidt som overkill, men droner kan være endda meget farlige. Regler er vigtige, men de må ikke blive til barrierer i forhold til udviklingen. I skoleregi må der på sigt ses på andre regler, så vi ikke bremser for udviklingen. I øjeblikket er det ikke til at få hul igennem til myndighederne for at se på særforhold for skoler, men der arbejdes videre på det, og det skal lykkes. Indtil da er dronearbejdet noget, der foregår i et lokale med tydelig mærkning om, at der ikke er offentlig adgang, og det skal holdes til de små droner som fx Parrot Travis.
Eksempler på emner i forskellige faglige og tværfaglige sammenhænge.
(Må gerne illustreres i bobleform eller lignende)
Dansk
- kortfilm
- reklamefilm
- musikvideoer
Matematik
- Forståelse af koordinatsystem, vinkler, afstande etc.
- Kortforståelse, GPS, planlægning af ruter ud fra kortlæsning
- Programmering
Naturfag
- Udforskning af fauna
- Bygning af egne droner (kredsløb, materialer, aerodynamik etc.) – BUILD – CRASH – REPEAT
Håndværk og design
- 3D print til bygning af egne droner
- Konstruere materiale/forhindringer til baner til flyvning
Samfundsfag
- Etik: Privatliv, Krigsførelse, overvågning
- Sikkerhed
Idræt
- FPV-droner (First Person View)
Innovation og entreprenørskab
- Problemorienteret arbejde med løsninger på nuværende og fremtidige udfordringer og muligheder inden for droneverdenen
Der findes et utal af anvendelsesområder, og ligeledes findes der et utal af forskellige typer af droner. Mini-droner, FPV-droner (First Person View), store droner, flylignende droner og sikkert mange andre.
Billedtekst: Et lille udpluk af droner – Yuneec Typhoon H og Parrot Travis
Det er lykkedes at lave en drone-ressourcekanal i samspil med SkoleTube, hvor der med tiden skal samles relevante ressourcer. Det kan være i forhold til filmoptagelser, konstruktion, regler, undervisningsforløb og meget andet. Et eksempel på materiale er optagelser fra Vesterhavet, som kan benyttes frit af alle. Fx til filmproduktion eller i naturfag. Materialet findes via linket http://skoletubeguide.dk/droner/
Billedtekst: Optagelser med drone ved Vesterhavet. Fra SkoleTube
Fremtiden kommer til at vise mange nye anvendelsesområder for droner. Det kan være pakkeudbringning, men der vil også komme helt andre muligheder. Hvad sker der, når batteritiden forlænges, eller når droner arbejder i flok? Fremtiden skal også vise en vej fra folkeskole over ungdomsuddannelser til universiteter, der sikrer en progression i uddannelsesverdenen, som gør Danmark til en vigtig faktor, når det kommer til droner.
Via linket http://kortlink.dk/p5qe findes en Sway, som viser forskelligt indhold om droner i form af tekst, billeder og video.
Er du klar til at gå i gang med droner? Du kan roligt finde dine Ray Ban frem og tage fat om styrepinden. Eleverne elsker det, og det vil du garanteret også gøre. God tur og nyd det i både de lave og høje luftlag.
Af styrelsesmedlem Thomas Dreisig Thygesen