Så er det nu, du kan nominere dit eget eller en kollegas team til Årets digitale lærerteam.
Alle kender det: Det ene team eller den ene person, der lige brænder liiiidt mere for en sag. Dem findes der også en masse af inden for digital kreativitet, og dem kan du nu være med til at hylde og sende til London!
Så hvis du kender eller måske selv er en lærer i et team med Georg Gearløs-talenter inden for digital kreativitet, så er det her, du nominerer dem til Årets digitale lærerteam med 3 simple trin.
Sådan nominerer du:
1. Hvem er holdkaptajnen? Fortæl os, hvem fra teamet vi skal kontakte, hvis teamet er gået videre til finalen.
2. Hvem er i teamet, og hvorfor skal de vinde? Det er selvfølgelig hele teamet, der skal hyldes, og derfor har vi brug for at vide, hvem de er, og hvorfor det netop er dem, der fortjener at vinde.
3. Hvem er du? Bag enhver succesfuld nominering står en … Ah, det er vist lidt en kliché, men vi har i hvert fald brug for at vide, hvem du er, hvis nu vi skal have lidt mere info om teamet. Og så kan vi samtidig sende dig en update, når vi ved, om din nominering er videre til finalen.
Hvad sker der efter nomineringen?
Når nomineringerne er i hus, vil vores dommerpanel udvælge de fem lærerteams, der på bedste vis arbejder med teknologi på en kreativ, nyskabende og meningsfuld måde.
De udvalgte teams kan du stemme på til november.
Det er nemlig jer lærere, der både nominerer hinanden OG bestemmer vinderen til sidst.
Hvad er præmien?
Ud over at være de første til at bære titlen som Årets digitale lærerteam får teamet også en præmie, som er en rejse til BETT i 2020 (fly + hotelophold). Her får vinderteamet bl.a. mulighed for at præsentere deres projekt eller måde at arbejde på.
Mød dommerpanelet
- John Klesner, formand for Danmarks it-vejlederforening
- Birgitte Reindel, formand for Pædagoisk LæringsCenterForening
- Thea Enevoldsen, formand for Danske Skoleelever
- Hanne Birgitte Jørgensen, ansvarshavende chefredaktør og direktør for Folkeskolen.dk
- Ann-Birthe Overholt Nicolaisen, Educational Innovation Manager for Clio Lab
Prisen skal sætte fokus på digitalfaglige kompetencer
Med prisen Årets digitale lærerteam hylder vi dem, der arbejder nyskabende og med 21st century skills i undervisningen. Dem, som formår at bruge teknologien til at skabe noget i en kollaborativ kontekst. Dem, som formår at arbejde problemløsende med teknologi i deres undervisning.
Med prisen sætter vi fokus på digitalfaglige kompetencer og viser vejen for, hvordan man kan arbejde med teknologiforståelse i undervisningen – fx ved at gøre eleverne til medskabere af undervisningen, når de skal arbejde problemløsende med teknologi. Det handler om at give eleverne en større forståelse for teknologiens mange muligheder, både ift. at løse hverdagens små problemer og at ændre vores verden.
Årets digitale lærerteam er en pris, der er udviklet af Danmarks it-vejlederforening og Lærerbloggen, og som er powered by Clio.